Tilmeld dig
24. aug
2026

Erhvervskandidatuddannelsen i Pædagogisk psykologi

DPU, Aarhus Universitet

Hvornår
24. aug 2026
Tilmeldingsfrist
1. mar 2026
Hvor
2400 København NV, DPU

Om uddannelsen

Erhvervskandidatuddannelsen i Pædagogisk psykologi er designet til dig, der ønsker at videreuddanne dig samtidig med, at du arbejder 25 timer om ugen i gennemsnit pr. år og får løn i stedet for SU.  

Der udbydes desuden en særlig linje for uddannede lærere, der giver en specialisering i pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR). Læs mere herom længere nede. 

På begge linjer gennemfører du samme antal ETCS-point som på den toårige kandidatuddannelse i Pædagogisk psykologi, men fordeler uddannelsen over fire år, hvilket giver dig mulighed for at balancere arbejde og studier. 

Uddannelsen er tilrettelagt på en måde, hvor du hvert semester følger ét modul, og har undervisning sammen med de studerende, som tager den toårige fuldtidskandidatuddannelse.  

Hvad lærer du? 

Erhvervskandidatuddannelsen handler om pædagogisk psykologiske situationer og problemstillinger. På uddannelsen undersøger du, hvordan mennesker i alle aldre lærer og udvikler sig, og du lærer hvordan man på videnskabeligt grundlag, kritisk og reflekteret kan undersøge pædagogiske problemstillinger.

Uddannelsen introducerer dig til klassisk og nyere teoretisk og empirisk forskning inden for et bredt spektrum af pædagogisk psykologiske temaer og praksisfelter. Du bruger psykologiske teorier og metoder til at forstå pædagogiske situationer og problemstillinger, til at arbejde med psykologiske problemstillinger, der har betydning for det pædagogiske felt, og til at identificere problemer og løsninger.

Uddannelsen har stort fokus på at belyse, hvordan børns, unges og voksnes deltagelse står i et gensidigt forhold til deres lærings-, udviklings- og tilblivelsesmuligheder i praksis.  

Med en erhvervskandidat i Pædagogisk psykologi kan du være med til at sikre en positiv udvikling i arbejdet med processer vedr. læring, udvikling og tilblivelsesprocesser i mange forskellige samfundsmæssige organiseringer.

Særligt om PPR-linjen for uddannede lærere

Erhvervskandidatuddannelsen i Pædagogisk psykologi udbyder en særlig linje for uddannede lærere, der gør det muligt at specialisere sig i pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR).

Linjen kvalificerer kandidater til i særlig grad at kunne arbejde med vejledning, rådgivning, vurdering og udvikling af pædagogisk praksis indenfor PPR’s arbejdsområder. 

Fokus på linjen er det forebyggende tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejde samt udvikling af inkluderende indsatser, der integrerer special- og almenpædagogiske perspektiver og tilgange, fx ift. undervisningsplanlægning og gennemførelse. Det indebærer bl.a. at kunne foretage kontekstanalyser, fx hvordan skoledagens forløb og sociale dynamikker kan medvirke til at nogle børn får vanskelige positioner og deltagelsesbetingelser.  Det indebærer desuden at kunne udvikle nye indsatser og bidrage til udvikling af pædagogisk praksis i tæt dialog med skolens professionelle og andre faggrupper i PPR.

Læs mere

 

Hvad er en erhvervskandidatuddannelse?

Indholdet er det samme som på den 2-årige kandidatuddannelse, men du strækker forløbet over 4 år.

Der er et krav om relevant beskæftigelse på mindst 25 timer om ugen i gennemsnit pr. år.

Du følger undervisningen sammen med de fuldtidsstuderende i dagtimerne.

 

Læs mere

Læs den fulde uddannelsesbeskrivelse og læs om adgangskrav, krav til relevant beskæftigelse mv. på DPU´s hjemmeside https://dpu.au.dk/uddannelse/erhvervskandidatuddannelser-paa-dpu

Opdateret den 2026-02-10 13:49:30
24. aug 2026
2400 København NV, DPU

Se også

Job fra lærerjob.dk