Tilmeld dig
1. sep
2025

Fagligt løft i dansk – differentierede deltagelsesmuligheder i undervisningen

Kompetencefonden støtter kurser, som lever op til tre kriterier. Men for at gøre det lettere for dig, der skal finde et kursus, har Professionshøjskolerne og CFU’erne udviklet en række kurser, som lever op til kompetencefondens formål. Disse kurser er på den såkaldte "positivliste".

Læs mere her

VIA University College

Hvornår
1. sep 2025
Tilmeldingsfrist
15. maj 2025
Hvor
8200 Aarhus N, VIA Aarhus
Pris
10.750 kr. + moms
Har du brug for inspiration til, hvordan du kan understøtte, at flere elever får adgang til det danskfaglige læringsfællesskab? Dette kursus har som mål at inspirere og bidrage med ny viden, som du kan bruge til at udvikle din daglige danskundervisning, så deltagelsesmulighederne styrkes.

Om kurset

  • Udbytte

    ​God undervisning handler om at styrke elevernes potentialer og give dem mulighed for at lære og udvikle sig på deres egne præmisser. Didaktikken må derfor tage afsæt i de daglige udfordringer, som lærerne møder i skolens hverdagsliv. 

    Vi vil på dette kursus arbejde med en specialpædagogisk faglighed i danskfaget, som på samme tid inddrager elevernes forudsætninger (herunder funktionsnedsættelser og diagnoser) for læreprocesser – og fastholder et blik på konteksten, fagindholdet, læreprocesserne og på det læringsmiljø, vi tilrettelægger. 

    Dette kursus fokuserer på at udvikle dine kompetencer inden for differentieret undervisning, inklusion og specialpædagogik i danskfaget. Kurset er designet til at give dig redskaber og metoder til at tilpasse danskfaget til elever med særlige behov.

    Du kan få tilskud
    Vi vil opfordre dig til, at du tilmelder dig kurset med det samme, selvom du først kan søge tilskud pr. 1. april - der er nemlig et begrænset antal pladser. Tilskuddet dækker op til 80% af udgifterne til kursusgebyr, vikardækning, transport, ophold og materialer. Det resterende beløb skal dækkes af din arbejdsplads.

    Du har mulighed for at søge tilskuddet, hvis du er ansat på overenskomst mellem KL og Lærernes Centralorganisation (Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet).​ Læs mere om, hvordan du søger tilskuddet​.​​​

    Det faglige indhold 

    Kurset strækker sig over 5 dage, hvor der vil være afvekslende fokus på danskfagets kompetenceområder.  

    • ​Du vil med afsæt i nyeste viden og forskning få ideer til, hvordan du kan tilrettelægge din undervisning i fagets kompetenceområder, så børn med særlige behov inddrages med en aktuel didaktik og brug af nyere læremidler. 
    • Du vil komme til at arbejde med design af differentieret undervisning, der støtter elevers forskellige tilgange til læring og giver deltagelsesmulighed for alle. Didaktisering og redidaktisering af danskfaglige materialer, processer og ressourcer står centralt.  
    • Vi vil tage afsæt i viden om elevers behov for at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed, samt deres oplevelse af motivation, mestring og meningsfuldt fællesskab. Herunder vil du komme til at arbejde med, hvordan du kan indtænke kreative, eksperimenterende og undersøgende tilgange til læring i danskfaget. Disse tilgange vil vi sammen tænke ind i en fællesskabende didaktik, hvor elever med særlige behov rummes. ​

    Kurset tager udgangspunkt i undervisningsfagets kerneindhold, udvikling og fagfornyelse. ​

    Målgruppe 

    ​Kurset henvender sig til dig, der er dansklærere i almenskolens børnemiljø og som ønsker at udvide din viden om differentiering i et tidssvarende danskfag. 

    Undervisningen 

    ​Med udgangspunkt i konkrete undervisningseksempler og -ideer nuancerer vi den didaktiske forskning inden for danskfaget med henblik på at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever. Der vil således være et samspil mellem konkrete undervisningseksempler fra praksis, og hvordan disse kan didaktiseres, så deltagelsesmulighederne udvides. ​

Opdateret den 2025-04-24 10:10:31
1. sep 2025
8200 Aarhus N, VIA Aarhus
12. jan 2026
8200 Aarhus N, VIA Aarhus

Se også